Tarmsvigt og ernæring

Hvis tarmen ikke fungerer korrekt, kan kroppen have problemer med at få nok af det, den har brug for

Når tarmen er syg

Hvis tarmen ikke fungerer korrekt, kan kroppen have problemer med at få nok af det, den har brug for. Dette kan føre til vægttab, underernæring, og dehydrering.

Tarmsvigt er en tilstand, som kan skyldes sygdomme som Crohns sygdom, kirurgisk fjernelse af en stor del af tarmen, skader på tarmen, eller andre tilstande, der påvirker tarmens evne til at fungere korrekt. Det kan påvirke tarmens optag af næringsstoffer, væsker og elektrolytter fra maden. Det betyder, at kroppen ikke får de nødvendige næringsstoffer til at kunne fungere ordentligt.

our global presence


En velfungerende tarm

Tarmen er et organ med mange funktioner og med stor betydning for kroppens overordnede sundhed.

Når den fungerer som den skal, sørger den for transport af maden fra mavesæk til endetarm, og undervejs på rejsen sorterer den det brugbare fra det mindre brugbare.

Tarmen trækker næringsstoffer ud, som kroppen kan bruge til energi, vækst og reparation. Den fungerer på sin vis også som en genbrugsstation, ved at re-absorbere stoffer som kan genbruges i kroppen, som fx galdesalte der bruges til spaltning af fedt i tarmen. Udover sit arbejde med at fordøje den mad, vi indtager, har tarmen også en vigtig rolle i immunforsvaret. 



Kan man klare sig uden sin tarm?

Når tarmen ikke virker tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt at få næring via en anden metode, nemlig ved parenteral ernæring. Parenteral betyder ’uden om tarmen’.

Det indebærer, at madens næringsstoffer, vitaminer og sporstoffer løber direkte ind i blodet via et lille kateter (tynd plastslange), der er placeret i en blodåre. Den flydende mad kommer altså ind i kroppen uden først at passere gennem mave-tarmkanalen. 

Hvad er parenteral ernæring?
Parenteral ernæring tilfører alle de livsnødvendige næringsstoffer, så den afspejler anbefalingerne for almindelig kost så optimalt som muligt. Dvs. proteiner, fedt og kulhydrater samt vitaminer og sporstoffer. Derudover tilfører den parenterale ernæring væske og elektrolytter.



Danmark er førende indenfor behandling af tarmsvigt

Siden 1970’erne har danske læger, sygeplejersker og diætister behandlet patienter med tarmsvigt i Danmark.

Behandlingen er tilrettelagt på den måde, at patienter med tarmsvigt, kan modtage deres ernæringsbehandling i hjemmet, og på den måde leve et forholdsvis normalt liv. 


Kan man spise almindelig mad, hvis man har tarmsvigt?

Ja, i nogle tilfælde, vil man kunne indtage noget af det daglige næringsbehov gennem almindelig mad. På grund af den forringende tarmfunktion, vil mængden, der er krævet for at dække behovet, dog ofte være så stor, at det er uoverkommeligt.

Derfor kan en kombination fx ses, hvor noget af ernæringsbehovet dækkes med almindelig mad, og resten suppleres med parenteral ernæring. Nogle optager absolut intet af den mad de spiser, men kan spise lidt alligevel, for smagsoplevelsens skyld.

our global presence