Jeg har behov for at føle, at jeg gør et eller andet
Det er ofte akut, når Linda Ravnholdts arbejdstelefon ringer. Derfor er den aldrig på lydløs og bliver altid besvaret – også om natten.
"Så kan jeg sove på et andet tidspunkt," som hun selv siger.
Det er nemlig ikke et helt almindeligt 9-5 job, som Linda har.
Linda er ansvarlig for Fresenius Kabis samarbejde med de største internationale, non-profit hjælpeorganisationer. Hendes job er at levere livskritiske lægemidler og ernæringsprodukter til katastrofeområder og krigsramte lande.
”Det lyder måske lidt floskel-agtigt, at sige at man gør en forskel. Men jeg føler faktisk, at jeg er med til at hjælpe. Måske fordi jeg er uddannet sygeplejerske, har jeg et behov for at føle, at jeg gør et eller andet,” fortæller hun om det job, som hun selv har været med til at bygge op.
Det er dog ikke altid lige let – specifikke produkter skal lokaliseres på lagre rundt i hele verden. De skal sendes fra A til B og skulle helst være ankommet i går. Der er meget, der skal falde i hak - og hurtigt.
Derfor fokuserer Linda ikke på tristheden, men på hvad hun kan gøre for at hjælpe her og nu.
”Jeg gør mit arbejde, og det er der mange andre, der også gør i forbindelse med kriserne. Så jeg supporterer bare der, hvor jeg kan.”